Alderstrøst – en unik ejendom på indre Nørrebro
Det hele startede med Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn, der blev stiftet i 1840. I dag har foreningen tilsluttet 37 håndværkslaug og brancheorganisationer.
I 1857 organiserede Håndværkerforeningen et industrilotteri, der skulle samle penge ind, til at bebygge grunden Møllegade/Nørre Allé. Derudover blev der givet mange frivillige gave og legater. Alle de frivillige donationer kan ses i porten 19M.
Grundstenen til Alderstrøst – Møllegade, Nørre Allé og passagen – blev nedlagt den 16. juni 1893. Den blev nedlagt af Stadens overpræsident kammerherre Klein og Håndværkerforeningens formand bagermester Lichtenberg. Bygningerne er tegnet af Thorvald Sørensen, søn af Theodor Sørensen, der bl.a. har tegnet Sankt Johannes Kirke. Bygningen stod færdig i 1895.
Indvielsen i 1895 af Alderstrøst Møllegade var en fest, med underholdning og nedlægning af gangbare mønter.
Ved indvielsen var der 35 friboliger (med gratis lægehjælp og medicin, samt økonomisk tilskud på kr. 84,00 årligt for ægtefæller og kr. 56,00 for enlige) og 226 korridorlejligheder (Møllegade) til en billig husleje.
I 1937-38 blev Bræstrups Stiftelse, Nørre Allé 17 revet ned og erstattet af en udvidelse af Alderstrøst.
Byfornyelse
Efter branden af Hotel Hafnia i 1973, blev det besluttet at nedlægge og byforny alle korridorejendomme i København. Alderstrøst var, grundet sin størrelse, den sidste der blev byrenoveret og det skete i årene 2003-2008 for 220 mio. kr. Alle beboere blev genhuset og mange valgte at flytte tilbage til Alderstrøst efter renoveringen.
Stort set alt indvendigt blev fjernet. Den tidligere korridor går nu som en akse igennem de to huse og indeholder badeværelser, køkkener, samt andre tekniske installationer. Derudover blev loftet indrettet, så alle 4.-sals lejligheder er i to etager. Vinduerne blev bevaret og facaden nænsomt restaureret.
Alderstrøst Møllegade har i dag 156 lejligheder. Ejendommene er klassificeret som bevaringsværdig, hvilket vil sige, at der intet må ændres på facaderne med de rødglaserede mursten.
På grundstenen, som blev lagt for over 120 år siden, er monteret en sølvplade, hvorpå der står:
GID DETTE, DER ER SAAET I KÆRLIGHED, MAA VOKSE I HERLIGHED.
Man kan godt sige, at dette ønske er gået i opfyldelse.